Børnerådet efterlyser evidens for, at lovforslaget faktisk sikrer børns trivsel og tryghed

07-12-2021

Udlændinge- og Integrationsministeriet
Familiesammenføring
Slotsholmsgade 10
1216 København K

07.12.2021
J.nr. 3.7.27/eva

Børnerådet bifalder regeringens intention om, at ingen børn skal vokse op i hjem, hvor der er risiko for deres sikkerhed og udvikling.¹ Princippet om, at barnet har en naturlig ret til livet, hvilket indebærer retten til overlevelse og udvikling, kan udledes af Børnekonventionens art. 6, der er en af de fire kernerettigheder i Børnekonventionen. Vi er dog ikke enige med regeringen i, at man med lovforslaget sikrer denne rettighed.

Lovforslaget medfører bl.a. at:
1) Straffen for vold mod børn i nære relationer skærpes.
2) Der indføres en karantæneordning i ydelsessystemet for personer straffet for vold mod børn i nære relationer.
3) Karensreglerne for familiesammenføring med familiens øvrige børn skærpes, hvis forælderen er dømt for at have sendt et barn på et ufrivilligt udlandsophold, en såkaldt genopdragelsesrejse.

Børnerådet mener ikke ligesom regeringen, at der er brug for ”flest mulige tiltag for at sikre børns trivsel og tryghed”.² Vi mener derimod, at der er brug for de rigtige tiltag. Vi ser ingen evidens for, at et eneste af de fremsatte initiativer rent faktisk vil hjælpe disse børn, hvilket vi vil uddybe i det følgende.

At sende forældrene i fængsel i længere tid sikrer ikke barnets trivsel og tryghed

Med lovforslaget vil man skærpe straffen for vold mod børn i nære relationer ved at øge straffens længde med 1/3. Børnerådet bifalder strafferetlige sanktioner i form af fængselsstraffe, så længe det kan være med til at forebygge eller forhindre, at børn bliver ofre for kriminalitet. Men eftersom vi ikke ser nogen evidens for, at en længere straf for vold i nære relationer vil forebygge eller forhindre vold mod børn, og da vi samtidig ved, at børn og unge af fængslede generelt set har meget dårligere trivsel end andre børn,³ kan vi ikke støtte den foreslåede strafskærpelse.

Mange studier har belyst virkningen af straffens strenghed på baggrund af længden af fængselsstraffe. De fleste studier peger på, at straffens længde har en nuleffekt på dømtes recidiv, dvs. det har ingen betydning for, om den dømte gentager forbrydelsen.⁴ Generelt peger den kriminologiske forskning på, at strafskærpelser ikke i sig selv har en kriminalpræventiv effekt.⁵

Vi er særligt betænkelige ved den del af lovforslaget, hvor man vil stramme reglerne for vold i gentagelsestilfælde. Det er tilfælde, hvor myndighederne godt ved, at forælderen har udøvet vold mod barnet, og hvor det alligevel sker igen. Her kan vi ikke se, hvordan en strafskærpelse skal løse problemet. Sociale problemer skal ikke bekæmpes med strafferetlige sanktioner. Der skal i stedet sættes massivt ind med sociale foranstaltninger, så vi sikrer, at barnet bliver bedre beskyttet mod den voldelige forælder. Hvis det er barnets ønske og til barnets bedste at bevare kontakten, kan der eventuelt etableres overvåget samvær med den voldelige forælder. Det er forfærdeligt, at et barn udsættes for vold fra sine nærmeste, men det er utilgiveligt, hvis samfundet kender til problemet og alligevel ikke er i stand til at forhindre, at det sker igen.

At forværre familiens økonomiske situation sikrer ikke barnets trivsel og tryghed

Vi har ingen evidens for, at karantæneordninger i ydelsessystemet afholder nogen fra at begå kriminalitet eller forebygger gentagelsestilfælde. Dette til trods for, at der har været rig mulighed for at evaluere på allerede eksisterende ordninger.

Lovforslaget indebærer nemlig en udvidelse af eksisterende ordninger, eftersom der i hhv. 2017 og 2018 indførtes karantæneordninger i ydelsessystemet for hhv. bandekriminelle og fremmedkrigere. I forbindelse med indførelse af karantæneordningen for dømte bandemedlemmer fremførte Det Kriminalpræventive Råd i deres høringssvar, at: ”Målet bør være at få disse afsonere ind i den del af befolkningen, der bidrager til samfundet efter afsoning. Det er en stor udfordring i forhold til denne gruppe. Den indgåede aftale risikerer at fastholde gruppen i kriminalitet.” Også andre høringsparter påpegede, at det at benytte beskæringer i overførselsindkomster som adfærdsregulerende redskab ikke virker i forhold til socialt udsatte grupper, men tværtimod skaber flere problemer.⁶

Det fremgår ikke i høringsmaterialet, at udvidelsen af ordningen skulle være begrundet i positive erfaringer med ordningerne fra 2017 og 2018. Børnerådet kan ikke støtte ydelsen af en ordning, der ved ordningens oprettelse blev kritiseret for potentielt at virke kontraproduktivt, uden at der foreligger en evaluering af, om der var hold i kritikken. Særligt ikke når vi ligefrem kan se en sammenhæng mellem familiens økonomiske situation og risikoen for vold mod børn.⁷

At efterlade barnets søskende sikrer ikke barnets trivsel og tryghed

Med lovforslaget vil man forhindre, at en forælder, der er dømt for at for at have sendt et barn på et ufrivilligt udlandsophold, kan få familiesammenføring med familiens øvrige børn. Børnerådet mener ikke, at nægtelse af familiesammenføring er rette valg af sanktion.

Da regeringen tidligere på året tog initiativ til en styrket indsats mod negativ social kontrol, støttede Børnerådet disse initiativer, herunder at det blev præciseret i straffeloven, at negativ social kontrol var omfattet af strafbestemmelsen om psykisk vold. Negativ social kontrol kan have invaliderende effekt og voldsomme konsekvenser for børn og unge, og loven var med til at sende et stærkt signal til ofrene om, at negativ social kontrol efter omstændighederne kan være strafbart.

Vi satte dog samtidig spørgsmålstegn ved, hvorfor de strafferetlige sanktioner skulle suppleres med stramninger på udlændingeområdet over for de forældre, der dømmes for at udøve negativ social kontrol mod deres børn. Vi så ingen dokumentation for, at den type sanktioner var egnede til at opfylde lovens intention: at beskytte mindreårige børn med udgangspunkt i barnets bedste.

På trods af, at vi stadig ikke har evidens for, at stramninger på udlændingeområdet har en forebyggende effekt, vil man nu udvide området. Børnerådet mener stadig ikke, at nægtelse af familiesammenføring er rette valg af sanktion, når vi skal undgå negativ social kontrol og ufrivillige udlandsrejser. Nægtelse af familiesammenføring er ikke kun en straf af gerningsmanden, men kan potentielt påvirke en hel familie, herunder en bred gruppe af børn. Det gælder både det barn, der ikke må blive familiesammenført med sine søskende, og det barn, der bliver frataget mulighed for at komme til Danmark og få særlig støtte. Børnerådet må derfor igen appellere til, at der foretages en fyldestgørende afdækning af, hvilke børn der potentielt bliver påvirket af lovgivningen.

Lovforslaget står i kontrast til, at regeringen med Børnene Først vil indføre obligatoriske søskendeundersøgelser og et følg-og-forklar princip over for et anbragt barns søskende. Her er det regeringens opfattelse, at hvis ét barn bliver anbragt, skal vi holde ekstra godt øje med barnets søskende, fordi der er formodning for, at barnets søskende også kunne have brug for særlig støtte. Samme formodning gør sig åbenbart ikke gældende, når barnet bliver sendt på ufrivilligt udlandsophold eller udsat for negativ social kontrol. Her mener regeringen, at det vil være bedre, hvis barnets søskende forbliver i hjemlandet – altså det land, den kultur og formentligt også den familie, som forældrene er blevet straffet for at sende barnet til.

Hvis lovforslaget er udtryk for et politisk ønske om reelt at hjælpe de børn, der bliver sendt på ufrivillige udlandsophold, skal vi starte et helt andet sted. Vi skal for det første begynde at monitorere og afdække området for ufrivillige udlandsophold, så vi kan få relevant og brugbar viden om, hvad der er på spil for de pågældende familier.⁸ Dernæst skal vi give kommunerne de rette værktøjer til at hjælpe de børn, som de modtager underretninger på. Det kræver, at sociallovgivningen definerer, hvornår der er tale om et ufrivilligt udlandsophold, og hvem der kan afgøre, om opholdet er ufrivilligt. Sociallovgivningen mangler også at anerkende, at risikoen for et ufrivilligt udlandsophold udgør en væsentlig bekymring for barnets trivslen, hvor en anbringelse uden for hjemmet altid bør overvejes. Det er dybt problematisk, at kommunerne først kan handle, når barnet selv giver udtryk for, at opholdet er ufrivilligt.⁹

Forældrenes ret til at bestemme over deres børn må ikke trumfe barnets ret til beskyttelse. Børnerådet fraråder, at der indføres disse yderligere stramninger på udlændingeområdet, og at det i stedet undersøges, hvordan kommunerne gives de rette værktøjer til at handle på en bekymring omkring et barn, der er på vej på en ufrivillig udlandsrejse.

Med venlig hilsen

Agi Csonka
Formand

Lisbeth Sjørup
Sekretariatschef

________________________________________________

¹ Høringsmaterialet s. 15

² Høringsmaterialet s. 15

³ SFI, Indsat Far Udsat Barn (2016)

Justitsministeriets Forskningskontor, Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre (2020), s. 3

⁵ Det har Det Kriminalpræventive Råd fremhævet flere gang, fx i deres høringssvar fra 2018 om skærpelse af straffen for grov vold

⁶ Se alle høringssvarene her og et samlet høringsnotat her.

⁷ I 2017 lavede vi en undersøgelse i Børnerådet om vold mod børn, der viste en signifikant sammenhæng mellem familiens økonomiske situation og andelen af børn, der var udsat for grov vold i hjemmet.

⁸ En norsk undersøgelse fra 2014 viser, at der er stor forskel på, hvad der driver forældrene til at sende deres børn på ufrivillige udlandsophold.

⁹ Det viser Ankestyrelsens undersøgelse fra 2018 om Længerevarende udlandsophold blandt børn og unge med ikke-vestlig baggrund.