Formand for Børnerådet: At sikre udsatte børn en god skolegang kræver et opgør med silotænkningen

27-01-2021

Det er svært at være uenig i, at børn, der ikke har været så heldige i livets lotteri, skal have de bedste forudsætninger for at klare sig selv senere i livet. Der er mange, der skal i arbejdstøjet, for at det bliver en realitet. Og ja, det koster. Men vi har ikke råd til at lade være, skriver formanden for Børnerådet i en kronik bragt i Berlingske.

Udsatte børn har en markant dårligere skolegang end andre børn. Det gælder ikke mindst børn, der bliver anbragt udenfor hjemmet, og som alt for ofte i tilgift skal skifte skole og forlade deres fritidsaktiviteter og venner.

En ting er, at det kan være nødvendigt at iværksætte indgribende foranstaltninger for udsatte børn og ultimativt fjerne dem fra forældrene og de kendte omgivelser. Men jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor vi som samfund ikke har det som topprioritet at sikre, at socialt udsatte børn i det mindste har en stabil skolegang?

Vi ved fra forskningen, at en god skolegang i sig selv er en beskyttelsesfaktor for udsathed – også som voksen. Et udsat barn, der har haft gode faglige og sociale oplevelser i skolen, klarer sig senere hen bedre end et udsat barn, der har haft dårlige oplevelser.

Vi ved desværre også alt for godt, at der er alt for mange i den sidste kategori. Vi ser det tydeligst for de børn, der er anbragt udenfor hjemmet. Omkring halvdelen af alle anbragte børn og unge aflægger end ikke folkeskolens afgangsprøver i 9. klasse. Dem, der faktisk gennemfører afgangsprøverne, ligger gennemsnitligt to karakterer lavere end øvrige børn og unge.

Derudover har udsatte og anbragte børn markant højere og længere fravær i skolen, og de skifter oftere skole end andre børn. De udsatte børn er oveni oftere ensomme, de har øget risiko for mobning, og de deltager sjældnere i fritidsaktiviteter.

Tag tallene alvorligt

Det er beskæmmende tal. Og det er på tide at tage dem alvorligt. For børnenes skyld – og for samfundets. En god skolegang kan være præcis den faktor i et udsat barns kaotiske liv, som giver stabilitet nu og her, og som også peger fremad. Det er her, fundamentet for et bæredygtigt voksenliv lægges.

Let er det ikke. Udsatte børn har mange og komplekse udfordringer, hvor skolegangen er en blandt flere og ofte ikke den mest akutte udfordring. Står man med et barn, som har været udsat for psykisk og fysisk vold og andre grufuldheder, så står staveord og den lille tabel nok ikke øverst på socialarbejderens to do-liste.

Dertil kommer, at det vil være forskelligt fra barn til barn, hvad de har brug for. For nogle er fodboldtræningen eller fritidshjemmet et helle. For andre er det fagene eller klassens fællesskab, mens skolen for endnu andre er en del af problemet. Det kræver en individuel, helhedsorienteret vurdering af hvert enkelt barn.

Og allerede dér opstår problemet. For helhedsorienterede løsninger kræver samarbejde mellem flere forskellige fagligheder og politik-områder – og her er vi ved måske den mest sejlivede barriere: silotænkningen.

Forskellige måder at anskue tingene på

Som tidligere formand for Rådet for Børns Læring og nuværende formand for Børnerådet har det ofte slået mig, hvor forskellige perspektiverne er på udsatte børn, alt efter om man befinder sig på det sociale område eller i uddannelsesverdenen.

På det sociale område taler man stort set udelukkende om udsatte børn i relation til deres familie, deres manglende sociale netværk og kommunernes håndtering på det specialiserede socialområde. De seks-otte timer, børnene tilbringer i skolen, er en sort boks, som man ikke beskæftiger sig med.

På uddannelsesområdet ser man til gengæld primært på udsatte børn som elever med særlige udfordringer og på, hvordan de håndteres i undervisningssituationen. Begge perspektiver er vigtige, men det er først, når man tænker dem sammen, at der tegner sig et reelt billede af de udsatte børns situation og behov.

Plads til forbedringer

De udfordringer bliver endnu tydeligere, når man vender blikket mod det konkrete samarbejde mellem forvaltningssøjlerne. Her SKAL man ganske vist samarbejde om det enkelte barn, men undersøgelser har vist, at dét samarbejde står pivåbent for forbedringer.

Også når det gælder helt basalt at overholde loven: Mere end en tredjedel af ledere på det specialiserede børneområde, PPR-chefer og skoleledere mener, at den handleplan, som udsatte børn har krav på, er utilstrækkelig i forhold til barnets skolegang. Men også, når det gælder en fælles forståelse af barnets udfordringer og løsninger, er de fagprofessionelles meget forskellige børnesyn en selvstændig forhindring for et godt samarbejde om udsatte børn.

Pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, socialrådgivere, der er mange forskellige personer og professioner involveret i et udsat barns liv. Og når dét samarbejde bliver til en kamp om, hvordan man skal forstå barnets problemer, ressourcer, potentialer – ja, så er det barnet, der taber.

Komplekse problemer kræver mangefacetterede løsninger. Men mangefacetterede løsninger hjælpes bedst på vej af få og klare mål. Så et sted at starte kunne være, at socialministeren, børne- og undervisningsministeren og kommunerne blev enige om nogle fælles, klare og forpligtende målsætninger.

Det kunne være målsætninger om, at alle anbragte unge har ret til støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse. At der afsættes ressourcer og kompetencer til at støtte udsatte børns skolegang. At der ikke kan træffes beslutninger om fjernelse af et udsat barn, uden at der er en plan for barnets skolegang.

God skolegang først

Sådanne centrale målsætninger skal følges op lokalt af en prioriteret og sammenhængende indsats, hvor pædagoger, lærere, socialrådgivere og familiekonsulenter alle arbejder for ét overordnet mål: At sikre at børn i socialt udsatte familier får de bedste betingelser for en god skolegang.

»God skolegang først« kunne være mottoet for pædagogerne, som derfor på forældremøderne med de mindre ressourcestærke familier taler mindre om sukkerpolitik og skiftetøj og mere om vigtigheden af at læse højt og lave rim og remser med børnene.

Det kunne være mottoet for familiekonsulenten, som derfor taler med de udsatte familier om, hvordan de støtter bedst op om deres barns skolegang. Og »god skolegang først« kunne være mottoet for socialrådgiverne, som inden en anbringelse skulle udarbejde en plan for en god og stabil skolegang med udgangspunkt i barnets behov og med inddragelse af forældre og lærere

Og så er det pinedød nødvendigt, at de mange professionsfagligheder lærer at arbejde sammen, og at alle lærer at tage barnets perspektiv. Det er en ledelsesopgave i kommunerne at få det til at ske. Men det er også en opgave for professionshøjskolerne, som passende kunne genoplive ambitionerne om at udvikle tværfaglige moduler, netop med det formål at styrke det helt nødvendige samarbejde.

Det er svært at være uenig i, at børn, der ikke har været så heldige i livets lotteri, skal have de bedste forudsætninger for at klare sig selv senere i livet. Der er mange, der skal i arbejdstøjet, for at det bliver en realitet. Og ja, det koster. Men vi har ikke råd til at lade være. Vi kan ikke give de udsatte børn deres barndom tilbage. Men vi kan blive bedre til at give dem en fremtid, og den går gennem gode faglige og sociale skoleoplevelser.

Læs kronikken bragt i Berlingske den 27/1 2021