Kommunikationskonsulent til Børnerådet

Vi søger en kommunikationskonsulent med stærke formidlingskompetencer og digital slagkraft. Du får ansvaret for Børnerådets Børneportal, som giver klar besked om rettigheder, klagemuligheder og rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 10-15 år.

Børnerådet arbejder for at sikre børn og unges rettigheder i Danmark. Som ansvarlig for Børnerådets Børneportal får du en central rolle i dette arbejde, for børn skal kende deres rettigheder og handlemuligheder for at kunne gøre brug af dem. Du står for kontakten til leverandører, er redaktør, producerer indhold og holder dig opdateret på relevant lovgivning på børneområdet. Det bliver også din opgave at udbrede kendskabet til portalen blandt børn og unge og integrere Børneportalen med Børnerådets øvrige projekter, hvor vi inddrager børn og unge med henblik på at styrke deres rettigheder.

Vi er et lille hold, der spiller på en meget stor bane, og derfor kommer du også til at brede dig over mange andre kommunikationsopgaver som fx presse, nyhedsbreve, videoproduktion, formidling af høringssvar og resultater fra undersøgelser.

Vi har brug for en kollega med god energi og samarbejdsevner. Du tager initiativ, arbejder selvstændigt og følger opgaverne helt til dørs. Børnerådet samarbejder med en bred interessentkreds, fx politikere, myndigheder, interesseorganisationer, praktikere m.fl. Du har evnerne og personligheden til at navigere i dette krydsfelt, og du kan bruge din viden om kommunikation til konstant at sætte fokus på børnenes perspektiv og understøtte Børnerådets arbejde som talerør for børn og unge.

Vi lægger vægt på, at du har:

  • en relevant uddannelsesbaggrund, fx journalist eller akademisk kommunikationsuddannelse
  • 2-3 års erfaring fra en lignende stilling i en politisk styret organisation
  • viden om børne- og ungeområdet og et godt kendskab til ungdomskultur i målgruppen 10-15 år
  • erfaring med web, sociale medier og gamification – både strategisk og operationelt
  • fornemmelse for sprogets nuancer og blik for, hvordan en historie skal vinkles og fortælles uanset målgruppe og medie
  • erfaring med Umbraco, Campaign Monitor og Google Analytics
  • viden om webtilgængelighed og GDPR.
Børnerådet som arbejdsplads
Børnerådets sekretariat er en arbejdsplads med et stort råderum og gode muligheder for fleksibilitet og selvstændig planlægning af opgaverne. Vi er en flok kolleger med forskellige faglige udgangspunkter, og vi sætter ambitiøse mål for Børnerådets arbejde. Vi drives af begejstring, vi har mange jern i ilden, og tingene går ofte hurtigt. Derfor er det afgørende, at du trives med at arbejde med både større projekter og mindre opgaver i en hverdag, hvor vi samtidig er klar til at rydde bordet for en pludseligt opstået sag, der kræver vores opmærksomhed.

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast fuldtidsstilling på 37 timer og du ansættes efter relevant overenskomst. Ansættelsesstedet er Børnerådet, Hovedgaden 12 1D-E 7190 Billund. Ansættelsesområdet er Social- og Ældreministeriet med tilhørende institutioner.

Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til kommunikationschef Rikke Straarup i perioden d. 27. juni-1. juli på tlf. 3378 3319 eller til sekretariatschef Lisbeth Sjørup på tlf. 3378 3303 i perioden d. 4.-7. juli.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er den 15. juli 2022.

Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2022 eller snarest derefter.

Søg stillingen online ved at bruge dette LINK. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV samt andre relevante bilag.

Børnerådet ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Antal ledige stillinger:
1