Bekendtgørelse om råd på det sociale område

(Uddrag af bekendtgørelse nr. 1200 af 7. juni 2021)

I medfør af § 37 a, stk. 4, § 87, stk. 2, og § 88, stk. 2, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1555 af 2. november 2020, fastsættes:

(...)


Kapitel 3

Børnerådet


Sammensætning m.v.

§ 15. Børnerådet består af 1 formand og 6 medlemmer. Social- og ældreministeren udpeger formanden.

Stk. 2. Medlemmerne udpeges af social- og ældreministeren blandt kandidater indstillet af organisationer, foreninger m.v., der arbejder med børns forhold og rettigheder. Social- og ældreministeren træffer i forbindelse med indkaldelse af indstillinger beslutning om, hvilke organisationer, foreninger m.v. der kan indstille kandidater til rådet. Indstillede kandidater skal have indgående indsigt og faglig kompetence i mindst et af de kompetenceområder, der er nævnt i stk. 3.

Stk. 3. Formanden for og medlemmerne af Børnerådet skal repræsentere en bred og tværfaglig indsigt i spørgsmål om:

1) Børns opvækst og udvikling.
2) Børns skoleliv.
3) Børns kultur- og fritidsliv.
4) Børns sundhed.
5) Børns retsstilling.
6) Børn med særlige behov.

§ 16. Formanden og medlemmerne udpeges for en periode på tre år. Et medlem fungerer dog, indtil et nyt medlem er udpeget. Formanden og medlemmerne kan udpeges for højst to perioder.

Stk. 2. Børnerådet vælger en næstformand af sin midte. Næstformanden er stedfortræder for formanden.

Stk. 3. Ved frafald blandt de udpegede medlemmer udpeger social- og ældreministeren et nyt medlem blandt de senest indstillede kandidater.

Stk. 4. Formanden og medlemmerne skal overholde de etiske retningslinjer i bilag 1.

Stk. 5. Børnerådet kan inddrage særlig sagkundskab i arbejdet.


Opgaver

§ 17. Børnerådet er uafhængigt.

Stk. 2. Det påhviler Børnerådet:

1) At indsamle viden om børns forhold og vilkår ved hjælp af praksis, forskning og ved at inddrage børns synspunkter, eksempelvis ved at anmode om besøg på institutioner, hvor børn opholder sig eller ved at anmode offentlige myndigheder om at beskrive deres politiske beslutninger og administrativ praksis på områder, der ligger inden for temaerne.

2) At vurdere og påpege forhold i samfundsudviklingen generelt, som kan have en indvirkning på børns rettigheder og udviklingsmuligheder set i lyset af bestemmelserne og intentionerne i FN’s Konvention om Barnets Rettigheder samt andre internationale konventioner på området.

3) At formidle information om børns forhold og vilkår.

4) At afgive høringssvar i forbindelse med lovgivningsinitiativer og andre initiativer, der har betydning for børns opvækstvilkår.

5) At gøre børns stemme tydelig i offentligheden.

6) At sætte aktuelle spørgsmål om børns rettigheder og udviklingsmuligheder til debat.

7) At rådgive Folketing, regering og myndigheder i alle spørgsmål af generel karakter, der har betydning for børns vilkår i samfundet til sikring af børns rettigheder, behov og interesser.

Stk. 3. Børnerådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de sagsområder, der er ligger inden for Børnerådets funktionsområde.


§ 18. Børnerådet skal løbende være i dialog med de indstillingsberettigede organisationer og inddrage dem inden for de temaer, som rådet fokuserer på eksempelvis ved afholdelse af en konference.

Stk. 2. Børnerådet skal hvert år udarbejde en skriftlig beretning over rådets virksomhed, som formidles til Folketinget samt de indstillingsberettigede organisationer.


Forretningsorden m.v.

§ 19. Børnerådet fastsætter selv sin forretningsorden. Social- og ældreministeren skal godkende forretningsordenen.


§ 20. Børnerådet bistås af et sekretariat.

Stk. 2. Social- og ældreministeren ansætter sekretariatslederen.

Stk. 3. Sekretariatslederen har det daglige ledelsesmæssige ansvar for sekretariatet under ansvar for Børnerådet.

Stk. 4. Sekretariatslederen skal sikre, at forvaltningen er i overensstemmelse med de regler, der gælder for statslige myndigheder.


§ 21. Børnerådet skal henvise konkrete henvendelser fra børn og unge til relevante myndigheder.

(...)